BMW nr. 1 i dansk AutoIndex 2016

BMW opnår igen i 2016 årets højeste score i den danske del af AutoIndex som bilmærket med de mest tilfredse og loyale ejere.

Toyota er urørlig på salg- og serviceoplevelserne. Volvo er en af årets højdespringere med flot fremgang på både salg og service.

BMW vinder igen, men Volvo indtager i dette års AutoIndex andenpladsen, der er mærkets bedste placering nogensinde i AutoIndex.  Hvis Volvos fremgang forstætter i samme tempo i den kommende tid, så vil vi se et spændende opløb om den øverste podieplads i AutoIndex 2017!

AutoIndex 2016 

BMW vinder årets AutoIndex

BMW scorer 890 indekspoint ud af 1000 mulige i året AutoIndex-undersøgelse. På anden- og tredjepladsen følger Volvo og Mercedes-Benz med henholdsvis 884 og 883 indekspoint.

BMW placerer sig derudover øverst på kundeloyalitet i årets AutoIndex-undersøgelse og vinder dermed ligeledes en Loyalty Award for de mest loyale danske bilejere i 2016.

Administrerende direktør hos BMW Danmark, Jan Askholm, udtaler: "For et års tid siden begyndte vi en rejse sammen med vores forhandlere. Vi kalder det ONE BMW, og det går i sin enkelthed ud på, at vi i hele værdikæden har samme, målrettede fokus på netop kundeoplevelsen. At vi så får "blåstemplet" denne indsats ved at vinde både AutoIndex og Loyalty Groups Loyalty Award i autobranchen er en kæmpe motivation for at fortsætte rejsen".

Jan Askholm tilføjer: "Vi skylder vores loyale kunder en stor tak for at have peget på os igen som vindere. Vi kan garantere, at vi også fremover vil gøre alt for at leve op til den tillid, kunderne har vist os".

Salg og service er Toyotas disciplin

Toyota vinder, når det kommer til vurdering af underområderne salg og service og indtager endnu engang en klar førsteplads på værkstedsoplevelserne med 917 indekspoint efterfulgt af Suzuki og Volvo med henholdsvis 894 og 889  indekspoint. Tilsvarende ser man, at Toyota topper på købsoplevelsen med 886 indekspoint.

Baggrund om AutoIndex

AutoIndex undersøgelsen består af over 200 spørgsmål, hvor de private bilejere skal forholde sig til sin bil ud fra tre perspektiver: Bilen i sig selv (produktet), forhandleren (købsoplevelsen) og værkstedet (servicering af bilen). Resultaterne er udregnet på basis af mere end 33.000 danske bilejeres oplevelser og holdninger til blandt andet:

  • Bil og køreegenskaber (vægter 40 %)
  • Oplevelser ved køb af bil  (vægter 20 %)
  • Service af bil på værksted  (vægter 20 %)
  • Loyalitet overfor bilmærket (vægter 20 %).

Kontakt researchchef Lars Jepsen på e-mail lj@loyaltygroup.dk eller telefon 7025 2627, hvis du vil vide mere om AutoIndex.

Artikler

Hent inspiration i
vores artikelarkiv.

 

Research

Læs om vores egne undersøgelser.

 

LoyaltyNews

Få inspiration til
øget kundeloyalitet